
Lokationsbaseret tidsplanlægning sikrer, at alle faggrupper har et godt flow mellem deres opgaver – og at byggeriets zoner udnyttes optimalt. Det giver bedre overblik, mindre spild og ofte en kortere byggetid. V8 Construction er et godt eksempel på, hvad det kan betyde i praksis – og på hvordan et samarbejde med Exigo kan gøre forskellen.
Kennet fra V8 Construction har ændret måden, han udarbejder tidsplaner på. Med lokationsbaseret planlægning og ekstern hjælp (fra Exigo) er det administrative arbejde reduceret markant, og boligbyggerier afleveres nu tidligere end planlagt. Det er sket uden at øge tempoet på pladsen – tværtimod oplever underentreprenørerne et mere stabilt og forudsigeligt flow.
Den kortere byggetid har samtidig reduceret byggepladsens samlede driftsomkostninger.
Den traditionelle metode til tidsplanlægning blev en voksende udfordring. Planerne blev udarbejdet i Excel og Gantt, og hver forsinkelse medførte en række administrative opgaver.
Flere dokumenter skulle opdateres og synkroniseres, men på trods af det, fik Kennet ikke et bedre overblik over konsekvenserne af de ændringer. Små forsinkelser i produktionen kunne få afledte effekter, som først blev synlige sent i processen.
Resultatet blev, at Kennet brugte uforholdsmæssigt meget tid på tidsplaner, ofte i form af brandslukning og manuelt koordineringsarbejde.
“Jeg brugte utrolig meget tid på at opdatere tidsplanerne, og kunne alligevel ikke gennemskue, hvad en forsinkelse betød for resten af tidsplanen. Hvis gulvmanden var færdig tre dage før, og tømreren var fem dage bagud, hvad betød det så for den resten af tidsplanen? Det kunne jeg ikke gennemskue.”

I 2022 begyndte V8 Construction at bruge lokationsbaseret planlægning fremfor Gantt-planlægning. Samtidig blev arbejdet med selve tidsplanerne lagt over på en ekstern planlægger.
”Vi bad en ekstern planlægger (fra Exigo) om at hjælpe os, og han hjælper os stadig. Han overfører tidsplanerne fra Gantt til lokationsbaseret planlægning. Jeg fodrer ham med regler for rækkefølge, kapacitet, sjak og lokationer. Fx skal gulvmanden bruge 0,85 dage per bolig.”
Det gav tidsplaner, hvor hvert fag havde sit eget arbejdsområde, og hvor arbejdet blev planlagt, så underentreprenørerne kunne bevæge sig uforstyrret gennem boligerne. Det blev tydeligt, hvornår der blev lagt fliser i stueplan, hvornår køkkener blev monteret på 2. sal, og hvordan flowet bevægede sig gennem byggeriet.
“Den type overblik kan man simpelthen ikke gennemskue i Gantt – uanset hvor erfaren og dygtig planlægger man er.”
Det visuelle overblik gjorde det samtidig tydeligt, hvornår to fag var planlagt på samme lokation på samme tidspunkt – og dermed hvor der var risiko for konflikter og forsinkelser.
Kennet valgte at fortsætte samarbejdet med den eksterne planlægger, fordi regnestykket viste sig at være enkelt.
”Tidligere brugte jeg alt for lang tid på at oprette og vedligeholde tidsplaner. Jeg brugte hurtigt 12–14 arbejdsdage pr. projekt. Nu bruger jeg én dag. Min tid er bedre brugt på at skaffe nye projekter, sikre gode kontrakter med underentreprenører og leverandører, føre tilsyn og opsyn på byggepladsen - og generelt bare undgå at være 10pct bagud hele tiden…”
Arbejdet med tidsplanerne sendes derfor ”ud af huset” til planlægger (fra Exigo). Det koster hvad der svarer til tre arbejdsdage pr. byggesag.
“Kasper fra Exigo er vores eksterne planlægger, og han laver ikke andet end det her. Han er lynhurtig, og pengene er givet godt ud. Med hans hjælp kan projekterne typisk afleveres en måned før tid. På et boligprojekt er byggetiden reduceret fra 15 til 14 måneder.”
Ifølge Kennet skyldes resultaterne ikke, at der arbejdes hurtigere, men at arbejdet er bedre koordineret.
Lokationsbaseret planlægning giver en fælles forståelse på tværs af fag. Malere, gulvlæggere og VVS’ere ved, hvor de skal være, og hvornår de skal være der. Det reducerer ventetid, overlap og misforståelser.
“Planerne giver en forudsigelighed for alle involverede, og det styrker samarbejdet med både underentreprenører og bygherre. Jeg har aldrig afleveret et projekt for sent – men nu kan jeg faktisk glæde mig over at aflevere tidligere.”

Besparelserne er ikke et mål i sig selv, men en konsekvens af bedre overblik og mere forudsigelig planlægning. Når projekterne typisk kan afleveres omkring en måned tidligere end planlagt, reduceres byggepladsens samlede driftsomkostninger.
”For et typisk boligbyggeri svarer én måneds byggepladsdrift til mindst 150.000 kr. - Alene lejen af fire skurvogne løber op i 26.000 kr.”
Kennet opsummerer erfaringen sådan:
“Når vi kan aflevere omkring en måned tidligere, giver det en direkte besparelse på alle projekter. Derfor tjener investeringen sig ind mange gange.”
