Lokationsbaseret planlægning vs takt: Start med bygningen

Der diskuteres ofte, hvad forskellen er på lokationsbaseret planlægning (LBS) og takt-planlægning. Men måske stiller vi det forkerte spørgsmål.

Vores erfaring er, at takt-planlægning ikke rigtig er et alternativ til lokationsbaseret planlægning. Det er en del af den.

Alle taktplaner er lokationsbaserede tidsplaner. Ikke alle lokationsbaserede tidsplaner er taktplaner.

Kort sagt er takt-planlægning lokationsbaseret planlægning, men med begrænsninger.

For en projektdirektør er det mere end et spørgsmål om begreber. Det afgør, om rytmen i tidsplanen er en, byggepladsen faktisk kan holde, og om planen giver rolige, forudsigelige arbejdsdage eller en lind strøm af overraskelser.

Hvad lokationsbaseret planlægning modellerer, og hvad takt tilføjer

Lokationsbaseret planlægning har rødder i line of balance-metoden, som Russell Kenley og Olli Seppänen senere videreudviklede til Location-Based Management System. Projektet opdeles i lokationer, og hver faggruppe planlægges som et flow gennem lokationerne ud fra mængder, produktionshastighed og bemanding. I en flowline-visning bliver hver faggruppe til en linje hen over bygningen, så sammenstød og huller bliver synlige, længe før de når byggepladsen. Takt-planlægning bygger på samme fundament og lægger en række bevidste begrænsninger ovenpå. Er metoden ny, gennemgår vores guide til takttid i byggeriet formlen og de centrale begreber. Her ser vi på, hvordan de to tilgange hænger sammen.

Hver række i højre kolonne er et valg, der træffes for at skabe rytme. Resten af artiklen handler om, hvad der sker, når de valg ignorerer venstre kolonne.

Begge tilgange anerkender noget, som traditionel aktivitetsbaseret planlægning ofte har svært ved at vise: Byggeri foregår ikke kun i tid. Det foregår i tid og rum. Mandskabet bevæger sig gennem en bygning, produktionshastigheden har betydning, og to aktiviteter kan ikke bare optage samme lokation, fordi en tidsplan siger, at de kan.

Takt beskrives ofte som en tidsdrevet metode, og fokus er da også en fælles rytme i tid. Men den rytme defineres altid hen over lokationer. Det er det lag, takt tilføjer: rytme.

Projektet opdeles i taktzoner, arbejdet balanceres i arbejdsblokke, og mandskabet bevæger sig gennem zonerne efter en fælles takttid. Når det fungerer, kan resultatet blive bemærkelsesværdigt enkelt og forudsigeligt.

Og den enkelhed er utroligt stærk.

Men den kan også blive problemet.

Bygningen er ligeglad med takttiden

Når man designer en taktplan, er der en naturlig tendens til at dimensionere zonerne efter arbejdet.

Hvis et hold kan udføre en vis mængde arbejde på fem dage, kan vi definere en zone med cirka den mængde arbejde. De øvrige faggrupper balanceres mod samme takt på fem dage, og til sidst har vi et smukt synkroniseret produktionssystem.

På papiret.

Problemet er, at bygningen allerede findes som et fysisk system (i hvert fald som projektering), før vi tegner taktzonerne.

Den har etager, rum, gange, skakte, trapper, indgange og konstruktive grænser. Folk skal have adgang. Materialer skal ind. Affald skal ud. Kraner, materialehejs og elevatorer har begrænset kapacitet. Nogle områder giver adgang til andre områder.

En matematisk perfekt taktzone kan derfor være en elendig produktionszone.

Bygningen er ligeglad med takttiden.

Produktionsflow er også fysisk flow

En taktplan kan vise mandskab, der bevæger sig perfekt fra zone 1 til zone 2 til zone 3.

Men det er ikke kun håndværkerne, der bevæger sig.

Hvor opbevares materialerne? Hvordan når 40 gipsplader frem til zone 3 tirsdag morgen? Kan to faggrupper bruge samme materialehejs på samme tid? Hvor skal affaldet hen? Spærrer færdiggørelsen af én zone den adgang, der skal bruges til at udføre en anden?

Vi kan skabe noget, der ligner perfekt produktionsflow på en skærm, og samtidig skabe et umuligt fysisk flow på byggepladsen.

Det betyder ikke, at takt er forkert. Det betyder, at lokation ikke blot kan være en variabel, der bruges til at opnå takt.

Lokationen er i sig selv en begrænsning.

Og så er der menneskene

Den største forenkling sker måske, når vi balancerer ressourcer.

Tyve mandedage er meget nemme at flytte rundt på i et regneark.

Tyve mandedage i byggeriet er ikke.

Fire elektrikere er ikke nødvendigvis fire udskiftelige produktionsenheder. En kan have særlige kompetencer. En anden kan kende et bestemt system. En kan være lærling. Noget arbejde kan kræve certificeringer eller specialviden.

Vi kan heller ikke nødvendigvis løse en ubalance ved at ændre på bemandingen.

Kræver en aktivitet tre tømrere i fem dage, kan vi ikke automatisk gøre det til seks tømrere i to en halv dag, bare fordi regnestykket går op.

Fagentreprenøren har måske fire tømrere tilknyttet projektet.

Punktum.

Byggeriets folk er faglærte mennesker i rigtige virksomheder med rigtige hold, kompetencer og begrænsede ressourcer. De kan ikke bare fordeles i et produktionssystem som udskiftelige maskiner på et samlebånd.

Stabil bemanding er også det, fagentreprenørerne sætter mest pris på. På Eurodan-huses 31 boliger i Høgedalsparken planlagde byggeleder Simon Grønhøj Jensen flowet ud fra malerens faktiske mandskab: "Han kan have tre håndværkere fast på pladsen, og de kan arbejde uforstyrret fra opgang 1 til 31 i de to måneder vi har aftalt." Fase 1 blev afleveret en måned før tid og fase 2 to måneder før tid.

Hvornår en fælles takt passer, og hvornår den ikke gør

En fælles takt fungerer bedst, hvor bygningen gentager sig selv: etage efter etage med lejligheder, hotelværelser eller kontorer med ens layout, mængder og adgangsforhold. Her falder zoner med lige meget arbejde typisk sammen med den fysiske opbygning, og en fælles rytme er let for alle faggrupper at følge.

Det bliver sværere, hvor lokationerne er forskellige. En bygning med en stor stueetage og mindre etager ovenover, en renovering med varierende eksisterende forhold eller et infrastrukturprojekt langs en strækning giver sjældent zoner, der både rummer lige meget arbejde og giver mening fysisk. At gennemtvinge en fælles takt betyder så enten at tegne zoner, der ignorerer bygningen, eller at tilpasse mandskab, der ikke kan tilpasses.

I de situationer kan en lokationsbaseret tidsplan uden fast takt stadig skabe flow. Hver faggruppe bevæger sig gennem lokationerne i en realistisk produktionshastighed, tidsplanen viser, hvor faggrupperne ville støde sammen, og planen justeres, før det sker på byggepladsen. Takt kan så indføres, hvor projektet reelt gentager sig (for eksempel på de typiske etager), mens resten følger en lokationsbaseret logik.

Det nyttige spørgsmål er derfor ikke, om man skal vælge takt eller lokationsbaseret planlægning, men hvor bygningen tillader en fælles rytme, og hvor den ikke gør.

Start med virkeligheden, og skab så rytmen

Intet af dette er et argument mod takt-planlægning.

Tværtimod.

Takt kan give en meget stærk ramme for forståelig, forudsigelig produktion. Men takten bør udspringe af en forståelse af produktionssystemet, ikke omvendt.

Før man spørger "Hvordan skal vi opdele bygningen for at nå vores takt?", bør man måske først spørge:

1. Hvor kan arbejdet fysisk udføres?
2. Hvordan kan folk, materialer og materiel reelt bevæge sig gennem bygningen?
3. Hvilke hold og kompetencer er der reelt til rådighed?

Først derefter bør vi spørge, hvordan det produktionssystem kan balanceres til en brugbar rytme.

Derfor ser vi takt-planlægning som en del af lokationsbaseret planlægning frem for et alternativ til den. Takt indfører bevidst ekstra begrænsninger for at skabe rytme og forudsigelighed.

De begrænsninger kan være utroligt værdifulde.

Men kun hvis de respekterer de begrænsninger, der allerede var der.

Opdel ikke bygningen i taktzoner for derefter at spørge, hvordan de skal bygges. Forstå, hvordan bygningen faktisk kan bygges — og lad det definere rytmen.

En roligere plan starter med bygningen

Hos Tactplan har vi planlagt på den måde i 15 år: først lokationer, så logistik og mandskab, så rytme. Tactplan samler lokationsbaseret planlægning, takt-planlægning og Gantt i én platform, så en fælles takt kan køre, hvor bygningen gentager sig, mens resten af projektet følger sine egne realistiske flowlines.

Skal næste projekt planlægges på den måde, er en demo med en af vores specialister eller en gratis prøveperiode et godt sted at starte.